årsberetning

  • Generalforsamling 12/3 2013

    2012 har været et meget aktivt år for Boeslunde Lokalråd, både med vores faste arrangementer, men også med nye tiltag.

    Vi har afholdt diskotek i laden og det var en stor succes med mange deltagere. Vi var i tvivl om hvorvidt der fortsat var interesse, men den tvivl blev gjort til skamme af et rigtig godt og velbesøgt arrangement. Vi har derfor allerede planlagt næste diskotek, som bliver den 24. maj.

    Sidst på sommeren havde vi endnu en byvandring. Det var ikke det tilløbsstykke som vi havde håbet på, men vi havde en rigtig god tur, hvor vi bl.a. var inde på flådens depot for at få en rundtur, og se de enorme sten fra en port i vores tidligere koloni Trankebar, som kom med hjem til Danmark som ballast i bunden af de store skibe. Endnu en gang tak til Carl Emil og Bertel for rundturen.

    Vores Skt. Hans arrangement var en stor succes hvor rigtig mange dukkede op. Hos Smartos havde vi lejet en hoppeborg som børnene brugte flittigt, og vores boder med det muntre køkken samt boldkast var flittigt besøgt. Der blev også solgt godt af øl, vand og vin, og for første gang gav Skt. Hans arrangementet overskud. Måske hjalp det lidt at det var en lørdag aften, for det blev ret sent før de sidste af os gik hjem. I år er det en søndag, så det bliver nok ikke helt så sent, men til gengæld så håber vi at folk kommer tidligere og deltager i fællesspisningen. Jeg vil gerne sige en speciel tak til Brugsen for lån af kølebilen samt til Noagård for at vi måtte hente både halm og brændet til det flotte bål hos dem.

    Legepladsen er en føljeton der snart har løbet over mange år, men nu er der skred i tingene. Vi har fået tilskud fra Boeslunde Boldklub og gymnastikforeningen på hver 5.000 kroner, og fra SK Forsyning har vi fået 15.000 kroner. Det gør at vi nu kan komme i gang med selv opførelsen af legepladsen. Vi har stadig ansøgninger om midler ude hos halforeningen, Nordeafonden samt spillehallen i skælskør. Ansøgningen om byggetilladelse er sendt til kommunen, og de sidste detaljer er ved at falde på plads. Vi forventer derfor at vi kan holde indvielse af legepladsen senere i år, måske allerede her til foråret.

    I november holdt vi det første møde mellem alle Boeslundes foreninger. Mødet var arrangeret af lokalrådet, og vi diskuterer alt hvad der har med byen at gøre, og hvad vi kan gøre for at tiltrække nye beboere samt beholde og evt. udbygge de faciliteter vi har her i byen. I januar holdt vi møde nr. 2, og der er allerede kommet noget konkret ud af møderne. Om kort tid kan vi præsentere en fælles hjemmeside for alle foreninger og bestyrelser i Boeslunde med korte beskrivelser af hver forening, links til deres hjemmesider samt en fælles kalender så man kan få et samlet overblik over hvad der sker i byen. Vi snakker også om fælles arrangementer så som en fast byfest, koncerter etc., men det er stadig kun på tegnebrættet. Jeg har meget store forventninger til dette samarbejde som jeg mener, kan gavne Boeslunde på både kort og lang sigt.

    Leo Thonesen

    Formand i Boeslunde lokalråd

  • 2013 har været et godt år for lokalrådet i boeslunde.

    legepladsen blev langt om længe opført og indviet. det har været en meget lang proces, som kulminerede med en festlig indvielse, hvor, dagplejerne, børnehaven og skolen kom for at hjælpe os med indvielsen. pressen var til stede ved indvielsen, og vi fik god omtale både i aviserne og på tv. at det har været en succes med legepladsen hører og ser vi dagligt da legepladsen bliver flittigt brugt. jeg vil endnu en gang benytte lejligheden til at takke alle sponsorer der var med til at gøre det muligt, samt ikke mindst den hjælp vi får fra hallens personale til at stå for dagligt at holde øje med at alt er som det skal være på legepladsen. vi arbejder videre med at skaffe yderligere midler, så vi kan købe flere godkendte redskaber samt borde/bænke-sæt, så legepladsen bliver endnu mere attraktiv.

    skt. hans aften var igen en succes med et stort fremmøde og perfekt vejr. der var rigtig mange børn der hyggede sig i mange timer, og de forskellige boder og aktiviteter var rigtig godt besøgt. lokalrådet vil i 2014 forsøge sig med noget nyt – nemlig at holde en midsommerfest i stedet for skt. hans fest. konceptet vil der ikke blive ændret ved, men i stedet for at holde det på skt. hans aften, vil vi holde det på den lørdag der er tættest på skt. hans aften. vi har besluttet at prøve dette, for at børnene (og deres familier) kan få så meget som muligt ud af aftenen. derudover håber vi at de borgere der normalt fejrer skt. hans med venner og familie andre steder, vil benytte lejligheden til også at deltage i festlighederne i boeslunde.

    sodavandsdiskotek har vi også holdt i 2013 – 2 gange. begge gange har det været en bragende succes med fuldt hus af unge som har hygget sig med musik, dans og konkurrencer. det er en fornøjelse at se dem udfolde sig, og vi har netop i fredags afholdt det seneste diskotek hvor der deltog ikke mindre end 87 børn/unge.

    i 2013 så et af initiativerne fra de møder vi holder for byens øvrige foreninger også dagens lys – nemlig den fælles hjemmeside www.boeslundeinfo.dk. hjemmesiden indeholder bl.a. en fælles kalender, så der kun er ét sted man skal kigge for at få et overblik over hvad der sker i byen. derudover er der links til alle foreningers hjemmesider, så man hurtigt kan komme videre.

    vi arbejder pt i samme regi på en folder der skal indeholde en beskrivelse af hvem vi er i boeslunde, og hvad der findes af aktiviteter, foreninger, skoler etc. der findes i boeslunde, folderen giver et overblik over hvad vi som by har at byde på – både socialt og praktisk. inden påsken 2014 ligger folderen hos alle ejendomsmæglere i slagelse, korsør og skælskør som kan bruge den aktivt i deres markedsføring af de ejendomme der er til salg i boeslunde, så potentielle købere kan se hvad vi har at byde på. vi er ligeledes i gang med at undersøge hvordan vi evt. kunne få flere aktiviteter til boeslunde, for at markere os og få sat vores dejlige by på landkortet.

    i 2014 vil vi også holde ”affaldsindsamling” sammen med danmarks naturfredsningsforening, for at holde vores by ren og pæn, og samtidig sætte fokus på at alle gør en indsats for at den forbliver sådan.

    leo thonesen

    formand for boeslunde lokalråd

  • 2014 har været et særdeles aktivt år for Boeslunde lokalråd. Vi har afholdt både kendte og nye aktiviteter – alene og sammen med byens øvrige foreninger.

    Sodavandsdiskoteket har været afholdt de sædvanlige to gange, og det har været en succes begge gange med nye rekorder i deltagerantal. I efteråret var vi således nødt til at åbne for hele Præstegårdsladen for at have plads til alle de unge mennesker der deltog. Los Smartos har spillet op i sædvanlig suveræn stil og der er blevet danset og konkurreret i limbo, stoledans, karaoke osv. Vi holder igen i år sodavandsdiskotek både forår og efterår – næste gang er 17/4.

    Skt. hans aften viste sig også fra den pæne side rent vejrmæssigt, og vi havde en dejlig og hyggelig aften med stort bål og den sædvanlige flotte optræden fra Mirella og koret. Årets kost gik i år til Birgit og Ole for deres mangeårige frivillige indsats ved alle mulige og umulige arrangementer i byen.

    Hjemmesiden har også fået nye funktioner – blandt andet kan man nu få tilsendt et nyhedsbrev på mail når der er nyt i kalenderen. En anden ny funktion er at man via hjemmesiden nu kan se huse og ejendomme der er til salg i og omkring Boeslunde. Vi håber at det kan være med til at vise kommende beboere i Boeslunde hvad vi har at byde på-.

    I 2014 prøvede vi også en del nye ting af – og det er alt sammen noget vi forventer bliver faste indslag fremover.

    I foråret inviterede vi sammen med naturfredningsforeningen til affaldsindsamlingsdag hvor vi delte os op i små hold, og samlede affald rundt omkring i byen. Det var både store og små ting der blev fundet – valgplakater, flasker et halvt skateboard, papir, cigaretskodder etc. Tak til Brugsen og Jakob for kaffe og tebirkes. Vi mener at vores by fortjener at se pæn ud, så for at højne bevidstheden om ikke at smide affald på gaden og for at få ryddet op, så gentager vi i år affaldsindsamlingen. Det sker den 19/4 hvor vi mødes ved Brugsen klokken 10.00.

    I marts måned var vi med til at arrangere et indendørs loppemarked i Præstegårdsladen. Laden var fyldt med stande, og der blev solgt godt igennem – både af legetøj, tøj, haveredskaber osv. Det er endnu ikke besluttet hvornår et evt. nyt loppemarked vil blive afholdt i 2015.

    Sammen med byens øvrige foreninger afholdt vi i 2014 den første Mindeparksfest i mange år. Det er forhåbentligt den første af mange, for det var en rigtig god dag. Eftermiddagen gik med konkurrencer, leg og underholdning for børnene samt en kagekonkurrence og en tår øl/kaffe til de voksne. Om aftenen var der fest i det store telt og der blev spist, drukket, sunget og danset til den helt store guldmedalje. Der blev ryddet op og pillet telt ned i silende regnvejr dagen efter, men humøret var stadigt højt – måske skyldes det at festen ikke helt var ude af blodet på alle der dukkede op til oprydningen. Planlægningen af Mindeparksfesten 2015 er allerede godt i gang – den afholdes lørdag d. 16/8.

    Sammen med byens øvrige foreninger fik vi også gjort Boeslundefolderen færdig i 2014. Folderen er blevet lagt ud på biblioteker og turistbureauer, og den er også delt ud til områdets ejendomsmæglere. Tilbagemeldingerne er at det er et godt og flot stykke arbejde der er udført, så jeg er overbevist om at den løbende vil blive opdateret og delt rundt igen.

    I 2014 var vi også med i ”Jul i Skælskør” for første gang i mange år, og det blev til en flot artikel om vores lille smørhul.

    Vi har deltaget i flere møder sammen med Slagelse kommune og de øvrige lokalråd i kommunen, og vi håber at dette netværk fremover vil kunne bære frugt for Boeslunde by og os der bor her.

    Til sidst vil jeg rette en tak til alle dem der i løbet af 2014 har hjulpet lokalrådet – enten med sponsorater eller praktisk hjælp.

    En særlig tak skal lyde til Jakob og Brugsen for altid at være klar til at levere de ting vi har brug for – til en god pris, til Los Smartos for at stille op til vores sodavandsdiskoteker og til Menighedsrådet for at sponsorere Præstegårdsladen til sodavandsdiskotekerne.